Tórshavn
ligger på østsiden af det sydlige Streymoy. Den har en dejlig udsigt over Nólsoyarfjørður
og den karakteristiske Nólsoy.
Tórshavn er vokset op omkring Tinganes, hvor vikingerne oprettede det første
parlament omkring år 900. Byen er vokset kolossalt i dette århundrede og er nu
smeltet sammen med Argir mod syd og Hoyvík mod nord.
Tórshavn er langt den største by på Færøerne og også landets hovedstad.
Byen er en smuk blanding af nyt og gammelt. I området omkring havnen ligger
Tinganes hvor regeringen holder til og den gamle bydel hvor husene de sidste år
er blevet restaurerede.
Skansin ligger også over havnen. Det er et gammelt fort fra 1580. Oprindelig
opført som beskyttelse mod sørøvere.
Fem minutters gang fra kajen ligger byens centrum Vaglið. Her ligger også Løgtingid,
som er Færøernes svar på Folketinget, biograf, forretninger og spisesteder.
Yderligere 5-10 minutters gang gennem centrum fører til SMS som er et moderne
shoppingcenter hvor folk køber ind eller bare ’hænger ud’.
Tórshavn er en hyggelig by som hovedsagelig består af én-familie huse i alle
farver. Den har alle de faciliteter man kan kræve af en lillebitte hovedstad:
Indkøbsmuligheder, spisesteder, hoteller, sportsarealer, biografer,
turistinformation, værtshuse, diskoteker og også en (om end beskeden)
campingplads.
Tórshavn har en årlig byfest, Ólavsøka, der holdes i slutningen af Juli. Da
er der fest i byen og folk fra hele landet strømmer til Tórshavn. Kaproning
med traditionelle færøske både fra hele landet har været hovedattraktionen
siden sidst i 1800-tallet, men også fodbold, tivoli-forlystelser, udstillinger
og andre arrangementer vil være på dagsordenen. I mellem arrangementerne mødes
folk rundt omkring i byen og hjemme hos hinanden.
Om aftenen står den på dans. Traditionel færøsk kædedans,
engelsk dans og moderne dans for de unge.
|
|