Vestmanna er den største bygd på Streymoy. Den ligger på vestsiden af øen med udsigt til Vágar.
Vestmanna var stedet hvor færgen fra Vágar (med lufthavnen) lagde til. Det gjorde at al trafik til og fra lufthavnen passerede Vestmanna. Det er slut nu, hvor trafikken går gennem undervandstunnellen til et sted over Leynar i stedet.
Vestmanna lever først og fremmest af fiskeindustrien. Byen har sin egen filet-fabrik der aftager fangsten fra en moderne fiskeflåde. Der drives også dambrug (fiskeopdræt) på fjorden.
Byen har også en byggeindustri med produktion af blandt andet typehuse samt en bedding.
Siden 1953 har Vestmanna leveret elektricitet til el-nettet fra sine vandkraftværker. Over byen ligger fire dæmninger og herfra ledes vandet gennem store rør ned til de tre kraftværker.
Vestmanna er populært blandt turister, dels fordi den er en charmerende bygd men særlig fordi der arrangeres sejlture ud til Vestmannabjørgini.
Vestmannabjørgini er et facinerende klippelandskab med stejle fuglefjelde, dybe grotter og fritstående klipper lidt nord for byen.
I godt vejr arrangeres der ture flere gange om dagen . Turen tager omkring 3 timer og starter fra færgehavnen.
I starten af 1600-tallet var Vestmanna ofte plaget af sørøvere.
I 1615 blev 3 irske sørøverskibe overrasket af to danske orlogsskibe i Vestmanna. 27 irere faldt i kampen, 55 blev efterfølgende druknet og 8 sørøverofficerer henrettet ved hængning.
I midten af 1800-tallet begyndte man at trække et net tværs over fjorden i Vestmanna ved grindefangst for at forhindre hvalerne i at undslippe efter at de var jaget ind i fjorden. |
|